8 nemme marinader, der er perfekte til kylling

Det kan være en god idé at have forskellige marinader i sit arsenal, hvis man gerne vil variere menuen og give sine gæster nye og spændende smagsoplevelser med kylling. Og heldigvis er der mange marinader, som passer perfekt til kylling.

Vi har her udvalgt 8 nemme marinader til kylling, som måske kan give lidt inspiration til dit køkken.

 

1. Citron & Peber

Citron går godt sammen med kylling, og derfor plejer en Citron & Peber-marinade at være en vinder. Bland citronsaft og revet citronskal med presset hvidløg, havsalt, olivenolie og knuste sorte peberkorn og lad marinaden trække i minimum 30 minutter. Perfekt til fx ovnbagt kylling!

 

2. Jamaican Jerk

Du kan også sende dine gæster til Caribien med en smagfuld Jamaican Jerk-marinade. Frem med krydderibøtterne og bland sort peber, cayennepeber, chili, gurkemeje, allehånde, ingefær, timian, paprika, salt og sukker. Tilsæt løg, hvidløg og olivenolie. En eksotisk smagsoplevelse, der kan justeres efter behag.

 

3. Teriyaki

Knapt så mange ingredienser får du brug for, hvis du vil lave en japansk-inspireret Teriyaki-marinade. Bland soja og hvidvinseddike med honning, peanutolie, sesamolie, spidskommen, ingefær og hvidløg og stil på køl. Især godt til grill og stegning af kylling!

 

4. Honning & Dijon

Med kun fem ingredienser kan du lave en cremet og lækker Honning & Dijon-marinade. Bland honning og hvidløg med æbleeddike, dijonsennep og olivenolie. Denne marinade tilføjer ikke kun masser af smag til kyllingen. Den gør også kødet mere mørt!

 

5. BBQ med Chipotle flager 

Giv kyllingen en sød, krydret og røget smag med en dejlig BBQ-marinade med chipotle flager. Tag din favorit BBQ-marinade og tilsæt lidt finthakket hvidløg, chipotle chiliflager og måske en smule sambal oelek. Smag til og juster, indtil du finder den rette kombination mellem sødt og stærkt. En kraftfuld marinade, som især egner sig godt til grill!

 

6. Pesto

Kylling med pesto er altid et sikkert hit, og du kan vælge mellem den nemme og den rigtig nemme løsning. Den nemme løsning er en hjemmelavet grøn pesto med basilikum, hvidløg, olivenolie, parmesan og pinjekerne. Den rigtig nemme løsning er, at du blot køber grøn pesto på glas. Uanset hvad smager det fantastisk sammen med kylling!

 

7. Tandoori

Den indisk-inspirerede Tandoori-marinade har yoghurt som én af hovedingredienserne. De andre er typisk ingefær, garam masala, spidskommen, salt, peber, koriander, kanel, paprika og cayennepeber, som skal blandes sammen med løg, hvidløg, olie, citronsaft og yoghurten. Tandoori kan også købes som færdig krydderiblanding, hvis det skal gå lidt hurtigt.

 

8. Sweet Chili Coconut

Det er ikke tilfældigt, at sweet chilisauce på thailandsk betyder ”dyppelse til kylling”. Kylling og sweet chilisauce passer bare godt sammen, og denne Sweet Chili Coconut-marinade er ingen undtagelse. Du skal blot bruge tre ingredienser: sweet chilisauce, kokosmælk og limesaft. En nem måde at give kyllingen et autentisk strejf af Asien.

 

Bonustip!

Det var vores 8 forslag til nemme marinader til kylling. Der findes mange andre, og dem, som vi har foreslået her, kan laves på flere forskellige måder – alt efter hvad der passer til dit køkken og dine gæster.

Her til sidst vil vi gerne dele et lille tip med dig, som ønsker maksimal smag fra marinaden: Hvis du blander din ønskede marinade med mayonnaise, vil smagen ikke blot trække ind i kødet, det vil også forblive på kødet, mens du tilbereder det. Især velegnet til grill og stegning!

 

Vores rå fjerkræprodukter fra Chefs Club er skræddersyet til, at du kan give dem din egen unikke signatur med de marinader, som du foretrækker. Vi tilbyder også færdigbehandlede fjerkræprodukter fra Top Table, som er marineret på forhånd. Fra tex-mex, tikka og jamaican jerk til satay, buttermilk og southern fried.

Kontakt én af vores konsulenter og find det rigtige produkt – og den rigtige marinade – til dit køkken!