Vi tager bæredygtigt ansvar i brugen af palmeolie

Palmeolie er en vegetabilsk olie, som findes i mange mad- og dagligvarer rundt om i verden. Desværre har den store efterspørgsel på palmeolie fået den konsekvens, at der fældes store arealer regnskov for at gøre plads til planteolieplantager. Og det skubber flere dyre- og plantearter på kanten af udryddelse.

 

Ansvarligt produceret palmeolie

I 2003 fik denne udvikling Verdensnaturfonden WWF til at handle. De iværksatte det såkaldte Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO), en certificering som skulle sikre en mere bæredygtig produktion af palmeolie.

Kort fortalt pålægger RSPO-certificeringen, at virksomheder minimerer de negative virkninger, som palmeolieplantager har på natur, miljø og mennesker.

Det betyder blandt andet, at palmeolieproduktionen ikke må udrydde uberørte skove og områder med truede arter. Og så skal specifikke dyrkningsmetoder sikre, at natur og miljø beskyttes bedst muligt, ligeså vel som der også skal stilles sikkerhed for, at indfødte ikke jages ud af deres ”hjem”.

 

Vidste du, at 48 % af den samlede import af palmeolie i Europa anvendes til biodiesel, som blandt andet forsyner flere af vores biler, busser og tog?

 

Hvorfor ikke bare droppe palmeolie?

Selvom RSPO-kravene er et stort skridt på vejen mod en mere bæredygtig produktion af palmeolie, vil de største kritikkere nok stadig hævde, at verden vil være et bedre sted uden palmeolie. Og det er måske sandt på nogle punkter, men desværre er det bare ikke helt så enkelt.

En boykot af palmeolie vil blandt andet betyde, at millioner af fattige mennesker mister deres arbejde. Og så er det også et faktum, at palmeolie er den klart mest effektive af alle vegetabilske olier at producere.

Faktisk er udbyttet pr. hektar ved palmeolie seks gange større end ved rapsolie, otte gange større end solsikkeolie og 10 gange større end sojabønneolie. Det vil med andre ord kræve rigtig meget mere land at dække hele verdens madolieforbrug, hvis man stoppede produktionen af palmeolie!

 

Vidste du, at palmeolie er rig på antioxidanter og ikke indeholder transfedt?

 

Palmeolie med omtanke

Diskussionen om palmeolie kan virke som lidt af en jungle, og man kan hurtigt fare vild i, hvad der er rigtigt og forkert.

Hos Euro Poultry kan du finde tryghed i, at vi kun anvender RSPO-certificeret palmeolie. Og vi prøver så vidt muligt at begrænse brugen af palmeolie i vores produkter. Lige nu tæller vores sortiment kun en håndfuld af produkter med palmeolie, som alle lever op til de bæredygtige krav.

Hvis du vil vide mere om palmeolie – og vores brug af det – er du altid velkommen til at skrive til os på info@europoultry.dk.